Billingefesten i Sparkær 2022. Foto: Jacob Mackenhauer

Byfest i Sparkær: Det tog fem dage at blive færdig

Fotograf Jacob Mackenhauer var på plads, da Billingefesten var tilbage for fuld udblæsning

Den forgangne uge bød på fem dage med byfest i Sparkær, og det var med en helt ny bestyrelse ved roret, at den såkaldte Billingefest bød på alt fra bingo til gadedyst fra onsdag til søndag.

Avisen kom forbi faciliteterne på Enrico Dalgas Vej i Sparkær, da gadedysten lørdag var på sit højeste.

Holdene, der hver skulle tælle mindst fire personer fra den samme vej, var netop ved at afslutte disciplinen »motionscykel«, hvor de gav den gas på de motionscykler, der er en del af det netop opførte Outdoor Fitness i Billingeparken.

Herefter gik turen til disciplinen »Fodboldgolf« lige ved siden af, mens andre discipliner var sækkeløb, æggeløb og »øl- og sodavandsstativ«.

Det hele blev speaket af et særdeles livligt par i skikkelse af Kristian Olesen og Michael Højgaard Jensen, der i den grad lod frisproget flyde og skabte en festlig ramme om de mange aktiviteter.

Andre punkter på programmet var havetraktortræk, heste- og ponyridning, fællessang i teltet, sponsormotion, lokalbrag i serie 3 mod Mønsted, børnedisco, »posefest« for de unge, og, ikke mindst, lørdag aftens bal i teltet med helstegt pattegris og auktion.