STOHOLM Stoholm Fritids- og Kulturcenter, der blandt andet råder over to haller, vil i løbet af 2023 blive renoveret for godt to millioner kroner.
Det er et arbejde med at udskifte taget på Hal 1 samt renovering af samme hals omklædningsrum, der forestår.
Viborg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg har på et møde tirsdag den 3. januar indstillet til byrådet, at man bevilger den selvejende institution kommunegaranti til optagelse af et fastforrentet kreditforeningslån i Kommunekredit på 856.000 kroner.
Samtidig har man godkendt et kommunalt anlægstilskud på i alt 1.070.000 kroner som foreslået af Viborg Idrætsråd. Det tilskud udbetales, når der foreligger fakturaer for arbejdet, der udføres af Mønsted Tømrerfirma.
Oveni tilskuddet på 1.070.000 kroner og lånefinansieringen kommer en egenbetaling på 239.000 kroner, så projektet samlet løber op i 2.181.000 kroner.
Ifølge centerleder Claus Navntoft-Pedersen vil arbejdet på taget ske til foråret, mens omklædningsrummene håndteres i løbet af sommeren, så alt er klart til den næste vintersæson i hallen.