Happy Voices. Pressefoto

Happy Voices: Fly Kirke fyldes af glade stemmer

Et stort gospelkor fra Viborg kommer til at fylde hele kirkerummet ud med opløftende sang

FLY En koncert med Happy Voices byder både på klassiske gospelsange af den moderne og den lidt ældre slags. Det kan man forvisse sig om, når koret den 8. december besøger Fly Kirke.

Happy Voices består af både kvinder og mænd og synger 3- og 5-stemmige arrangementer med og uden solister. Til koncerten kan man glæde sig til blandt andre numre som »My World Needs You right now«, »Happy« og korets egen fortolkning af Beatles-klassikeren »Let It Be«.

Korets dirigent gennem de seneste 13 år er Nina Poulsen. Hun er autodidakt ud i korledelse og kan ikke læse noder, men hun har et fantastisk øre for musik, og styrer koret igennem med fast og kærlig hånd. Casper Schriver er korets pianist.

Happy Voices hører hjemme i Viborg med fast base i Søndermarkskirken. Koret har mere end 25 år på bagen, og har udviklet sig fra et lille hyggekor til et nu 40 mand stort kor.