Sidste års store succes med folkemøde for børn i Fly gentages den 21. august 2022, hvor der er endnu mere på programmet end sidste år. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

Mere ståhejgilde i Fly: Onkel Reje vender tilbage

Rasmus Johansen er klar til endnu engang at lægge Flyfabrik til et børnemøde i folkehøjde

DEMOKRATI Fly fik sidste år sit eget folkemøde, da det demokratiske arrangement »Det store ståhejgilde« blev afviklet i august under sloganet »et børnemøde i folkehøjde«.

Det blev en stor succes med hurtigt udsolgt, og sidst på året kunne Rasmus Johansen fra Flyfabrikken og resten af sjakket bag »Det store ståhejgilde« glæde sig over, at Viborg Kommune også sikrede arrangementet finansiering for yderligere to år.

Derfor er det næste ståhejgilde i allerhøjeste grad i støbeskeen, og billetterne til søndag den 21. august 2022 er allerede sat til salg.

Noget nyt, noget gammelt

Med det meste at programmet på plads, ligger det fast, at der venter mange nye tiltag, mens også det bedste fra sidste år vender tilbage, blandt andet en særdeles velkendt figur.

- Onkel Reje kommer tilbage med et show, der er tilpasset vores scene, så det er sådan lidt unikt, kan man sige, lyder det fra Rasmus Johansen.

Det bliver også til et gensyn med et par cirkusklubber, hvoraf Cirkus Højdeskræk allerede i forvejen hører til på Flyfabrikken, mens Salling Cirkus Kids ligesom sidste år er gæster.

Dengang leverede børneunderholdningsorkestret Æsken soundtracket til cirkusklubbernes shows, men den populære jazzkvintet med børnetække har denne gang fået eget telt, hvorfra der leveres både koncerter og workshops for børn i alle aldre.

- Jeg tror, det kan skabe en speciel atmosfære, at de får deres eget. Teltet er bolsjestribet, og de er bolsjestribede, så det skal nok blive godt, siger Rasmus Johansen om Æsken, der også har vundet en Danish Music Award.

Nye partnere på banen

På workshopdelen har arrangørerne igen allieret sig med Viborg Bibliotekerne, Kulturprinsen og Animok, der er en del af Viborg International Animation Festival, som samarbejdspartnere.

- Kulturprinsen kommer med nogle kunstnere og noget, der skal munde ud i et større projekt i regionen, som hedder »Futurama«. Det handler om at skabe fremtidens bæredygtige barndomsbyer, afslører Rasmus Johansen.

Men også nye samarbejder er kommet på vingerne til Flys egen krøllebøllede udgave af de voksnes folkemøde på Bornholm.

Således er både Jeppe Åkjærs kunstnerhjem, Jenle i Salling, Limfjordsteatret fra Nykøbing Mors, Kulturmødet Mors, der også har et børneområde, og Sound Art Lab fra Struer denne gang på plakaten med workshops.

Og så har man også fået nogle løse lydkunstnere til at komme og lave nogle installationer her og der.

- Så det er mange ting, der kommer i spil på én gang. Vi håber jo på, at der kommer 500 mennesker, der ligesom skal aktiveres på den der håndholdte måde i løbet af dagen, hvor familien bevæger sig rundt sammen, måske med en picnickurv under armen, siger Rasmus Johansen og afslører samtidig, at arrangementet også i år bliver med egen, medbragt forplejning.

Et par på brølekassen

Der introduceres også en såkaldt »brølekasse«, der som en slags »speakers corner« kan blive en platform for især større børns spoken word eller poetry slam.

- Jeg tror, det vil være godt med nogle lidt ældre børn som en slags brobyggere, for det er nok dem, det er nemmest for de små at se op til. Så hvis der skulle være nogen i aldersgruppen »større børn«, der har lyst til at læse et digt op, kan noget vildt med noget russisk, improviseret violin, eller bare har et eller andet, de vil steppe op med, som tager en tre minutter, så må de gerne henvende sig og få en plads på brølekassen, siger Rasmus Johansen.

Dermed er der endnu en gang hældt brændstof på til en hel dag med mobilen på Fly-tilstand, og mens det igen bliver kulturinstitutionen Flyfabrikken, der kommer til at lægge hangar til størstedelen af ståhejgildet, bringes også andre lokationer i byen i spil.

For eksempel er et teaterstykke henlagt til en kartoffellade lige ovre på den anden side af vejen på Thomasens bondegård, mens der også flirtes lidt med det nyetablerede Fly Eventyrhave som scene for nogle af indslagene.

Arrangørerne bag »Det store ståhejgilde« har bevaret det bedste fra sidste år og suppleret det med en masse nye tiltag, så dette års »børnemøde i folkehøjde« kan blive endnu bedre end det sidste. Arkivfoto: Lindy Jørgensen