Blandt andre Kristian Pihl Lorentzen nød godt af pølsevognen, da Viborg Kommunes bypedeller mødtes til workshop i Stoholm. Privatfoto

Workshop: 100 bypedeller fra 21 byer mødtes i Stoholm

Mange havde rygmærker på, da Viborg Kommunes korps af opryddere og udsmidere holdt træf i Stoholm

STOHOLM Det var Viborg Kommune og VibLand (Viborg Landsbysammenslutning), der stod for arrangementet, da der mandag den 21. marts var inviteret til træf med workshop og kaffe for alle kommunens mange bypedeller, som spreder gode vibes rundt i de små lokalsamfund.

Med start i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, hvor eftermiddagskaffen blev indtaget, deltog omkring 100 bypedeller fra 21 byer i kommunen.

Her blev de budt velkommen af formand i VibLand Michael Højbjerg, der kunne skue ud over et skønt flor af orange og lysegrønne seniorborgere i blomst.

Han gjorde alle de virkelystne og oprydningsglade pedeller opmærksom på, hvad det er, VibLand kan tilbyde dem og kommunens øvrige borgere fra en forening, der arbejder for bedre trivsel og samhørighed i landsbysamfundene i Viborg Kommune.

Også Karl Johan Legaard fra Viborg Kommune orienterede omkring bypedellernes samarbejde med kommunens folk og om de kommunale puljer, der kan søges til materiel og drift.

Tak for indsatsen

På banen kom også Kristian Pihl Lorentzen, MF for Venstre og bosiddende i Ans, og han ville gerne udtrykke sin glæde over den store opbakning, ordningen med bypedeller nyder i Viborg Kommune.

Kristian Pihl Lorentzen, der ikke er transportordfører for ingenting, sammenlignede ordningen med et togsæt, som består af et tog og et antal vogne.

Man skal således forestille sig, at Viborg Kommune er toget, mens landsbyerne er vogne, og selv om toget kan være stort og kraftfuldt og sætte ting i værk, er det ikke noget værd uden vogne for at få tingene til at fungere.

Og den beskrivelse gled godt ned sammen med kaffen og kagen hos bypedellerne, der med deres store frivillige virke kaldte på den dybeste respekt fra den lokale folketingspolitiker, som takkede mange gange for indsatsen.

Ny scene på vej

Også Susanne Bak, der er formand for Stoholm Borgerforening, havde noget at fortælle, blandt andet om Stoholms områdefornyelse, der kom på tegnebrættet i 2014 og særligt i 2018-19 satte sig konkrete spor i bybilledet, inden det med udgangen af 2021 nu officielt er afsluttet.

Men det betyder ikke, at byen dermed er gået til ro. Med penge, der blev tilovers efter områdefornyelsen, gik et nyt projekt nemlig i gang med at skaffe en ny friluftsscene til Stoholm Anlæg, og det projekt er i høj grad ved at materialisere sig.

I anlægget, der for nylig er blevet byggemodnet, står nemlig nu en spritny bygning, der rummer toiletter og udekøkken, hvilket blot er første etape af det fulde projekt, der også kommer til at give byen en helt ny scene samt en mellembygning, der kobler scene og toiletbygning sammen og blandt andet kommer til at indeholde redskabsrum for bypedellerne.

De resterende dele af projektet søges der p.t. fondsmidler til, men planen er, at de begge skal færdiggøres i ét hug.

Og med hensyn til den nye toiletbygning med køkken blev der straks syn for sagn, da det store følge efter kaffen bevægede sig til Stoholm Anlæg for at besigtige herlighederne, mens der undervejs ivrigt blev netværket og udvekslet gode ideer.

Her ventede der så en pølsevogn, der med intet mindre end tre pølsemænd på arbejde var i stand til at holde sulten fra livet hos de normalt hårdtarbejdende korps, der også kunne slukke tørsten med en øl eller vand, inden de takkede hinanden og arrangørerne for en fin dag og kørte hjem til deres respektive landsbyer.

Den nye bygning i Stoholm Anlæg rummer både toiletter og udekøkken, og under næste etape af projektet med at give Stoholm en ny friluftsscene i anlægget vil der også blive opført en mellembygning, der kobler scene og toiletbygning sammen og samtidig rummer faciliteter til bypedellerne. Privatfoto
Omkring 100 bypedeller var strømmet til Stoholm fra hele kommunen for at deltage i den fælles sammenkomst med kaffe og workshop, som Viborg Kommune og VibLand havde inviteret til. Privatfoto