Sognepræst i Sparkær-Gammelstrup Anja Skafte Hansen (th) var i civil, da hun i 2020 holdt båltalen til sankthans i Feldingbjerg, hvor hun her ses sammen med sognepræst i Stoholm-Kobberup Anna-Christine Elming (tv), som Anja Skafte Hansen også har været afløser for. Arkivfoto: Henrik Bagge

Har holdt sidste prædiken: Østfjends skal igen have ny præst

Anja Skafte Hansen forlader Sparkær-Gammelstrup for at flytte tilbage til København

KIRKE Sparkær-Gammelstrup Sognes Menighedsråd skal igen til at kigge sig om efter en ny præst.

Kirkebogsførende sognepræst Anja Skafte Hansen, der ved sin tiltræden for godt to år siden hed Anja Nadybal, flytter nemlig tilbage til det København, hvor hun tilbragte de første 44 år af sit liv, inden turen gik til Østfjends.

Savnet af vennerne og familien, der blandt andre tæller en voksen søn, er blevet for stort for Anja Skafte Hansen, der voksede op i hovedstaden og i en årrække virkede som socialpædagog for hjemløse og stofbrugere på Nørrebro og Vesterbro, inden hun begyndte at læse teologi, kom ind på pastoralseminariet og blev præst.

Påvirker gudstjenestelisterne

Formand for Sparkær-Gammelstrup Sognes Menighedsråd Lisbeth Madsen oplyser, at Anja Skafte Hansen havde sin sidste gudstjeneste i Gammelstrup Kirke onsdag den 29. juni og den sidste i Sparkær Kirke søndag den 3. juli.

Sognepræstens fratrædelse kommer til at få betydning for den kommende tids gudstjenestelister i både Sparkær-Gammelstrup, Stoholm-Kobberup samt Daugbjerg-Mønsted-Smollerup Sogne, hvor Anja Skafte Hansen også har virket som afløser.

Menighedsrådsformanden har forståelse for beslutningen og ønsker den nu snart forhenværende sognepræst i Sparkær-Gammelstrup alt det bedste for fremtiden i hovedstaden.

- Vi kommer til at savne Anja, og vi er da lidt ærgerlige over det, for vi har været meget glade for hende. Men vi kan ikke hamle op med, at hun synes, der er for langt hjem til familien, og når det er sådan, hun har det, er det selvfølgelig der, hun skal være, siger Lisbeth Madsen.