HÅNDBOLD Det er lidt skørt at skulle skrive, men den klasseforskel, der indimellem åbenbarede sig, da Stoholm, der overvintrede på førstepladsen, fredag på hjemmebane mødte Tvis 2, der til nytår havde nul point, var i bundholdets favør.
I TTH Holstebro har de nemlig sat sig for, at ligareserverne ikke skal ned i 3. division, og det har derfor været et voldsomt forstærket mandskab fra det vestjyske, der er stemplet ind i 2023 med fire sejre og en nuværende placering over nedrykningsstregen.
Det er lige før, man spørger sig selv, hvad det nuværende hold mon kunne drive det til, hvis det fik lov?
Svaret må blæse i vestenvinden, for med et hold i landets bedste liga, kan Tvis 2 aldrig rykke længere op, end de allerede er. Og det er så også et vilkår, de øvrige hold i 2. division må leve med.
At der er klubber som Tvis, Bjerringbro og Mors/Thy, der med hold i Herre Håndbold Ligaen har nogle knapper, de kan dreje på med holdopstillingen, som uvilkårligt kommer til at have indflydelse på de andre holds skæbne i rækken, om så det gælder op- eller nedrykning.
Lige nu rammer det Nøvling og Aars i bunden, mens man ikke kan give Tvis skylden for, at Stoholm ikke rykker op. Den kamp havde fjandboerne selv spillet sig ud af, længe før de fredag aften fik besøg af en voldsom vind fra vest.
Træner Allan Kjær var da heller ikke det mindste bitter efter det snævre nederlag, men det ville han måske have været, hvis Stoholm fortsat var med i oprykningskampen, indrømmer han.
- Med så store profiler fra ligaen på deres hold er det klart, at det ændrer kampen fuldstændig. Det er en kæmpeforskel i forhold til den første kamp mod dem, og det er netop den problematik, man kan komme til at stå i, når man møder andethold i 2. division. For havde vi nu stadig haft muligheden for at nå førstepladsen, så havde sådan et nederlag her virkelig pisset mig af, siger Allan Kjær.
Han understreger, at det er fair at lempe spillere tilbage fra skader ved at give dem spilletid på et lavere niveau, men det ændrer ikke på, at forstærkede spillertrupper er en mulighed, de store klubber har, som får konsekvenser for alle andre.
- Lige nu er der hold, som giver alt for at blive i rækken eller giver alt for at rykke op, og at det så er sådan noget, der kan afgøre det, det, synes jeg er en skam, siger Allan Kjær.
Ud over det var træneren godt tilfreds med den moral, han så, fra sit mandskab, der reelt ikke længere har noget at spille for.
- At vi alligevel, mod så godt et Tvis-hold, faktisk til sidst har muligheden for at få uafgjort, det er jeg ret godt tilfreds med set i forhold til den periode, vi har været igennem, siger Allan Kjær.