Irma Christensen har sin faste plads under klubbanneret i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, når herreholdet, der lige nu indtager førstepladsen i 2. division, spiller på hjemmebane. Men Æ Superfan er også på plads til alle udekampene, som hun har været det i mere end et kvart århundrede. Foto: Lars Rasborg

Æ Superfan: Der er et særligt bånd mellem holdmor og drengene

Gennem op- og nedture har Irma Christensen fulgt Stoholms håndboldherrer i tykt og tyndt så længe, nogen kan huske

LIVSSTIL Hun har sin faste plads under et banner med påskriften »Æ Fans« på den ene langside, lige der hvor spillerne kommer op ad trappen fra omklædningsrummene.

Der har hun på sin venstre side fri passage til en trappegang, og det er vigtigt, for med 12 knæoperationer i sit venstre knæ har hun brug for at lave lidt bøj og stræk undervejs i en håndboldkamp.

Det er således ikke kun håndboldspillere, der døjer med knæskader. Det gør Æ Fans også.

Irma Christensen har fulgt Stoholms håndboldherrer så længe, at betegnelsen »Æ Superfan« ikke er at skyde over målet, og det er nærmest blevet en livsstil for den 75-årige viborgenser at forsøde tilværelsen med en god times live action fra Stoholms divisionsherrer hver eneste uge gennem vinterhalvåret.

Hun møder nemlig ikke kun op i Stoholm Fritids- og Kulturcenter for at følge hjemmekampene for favoritholdet. Hun er lige så fast inventar til alle udekampene, og sådan har det været gennem mere end et kvart århundrede.

- Det startede med, at min søn blev målmand herude som cirka 20-årig, så det skulle jeg jo ud at se. Men da han så tog videre til København for at læse på officerskolen, så blev jeg hængende. Og jeg har fulgt dem lige siden, siger Irma Christensen.

Fast inventar til alle kampe

Det er ikke tilfældigt, at hun omtaler Stoholm som »herude«, for Irma Christensen er nemlig ikke engang fra Fjends.

Hun har godt nok engang boet i Mønsted, men det var med adresse i Viborg, at hun begyndte at følge »drengene«, som hun konsekvent benævner holdet, da sønnen, Kim »Bamse« Christensen, i en begrænset periode fik plads mellem stængerne, inden han drog mod København.

På et tidspunkt, da Stoholm første gang rykkede op i 1. division, arbejdede Irma Christensen faktisk også selv i København gennem et helt år og boede ellers i Aarhus.

Men også i den periode nåede hun til hver eneste kamp med Stoholm som deltager frem til sin plads, enten med toget eller ved at køre med nogen.

Det blev bemærket i klubben, ikke mindst blandt spillerne, og mens det gik bedst for Stoholm med et solidt 1. divisionshold gennem sammenlagt 13 sæsoner, og klubben flottede sig med fælles buskørsel til udekampene, blev det en fast rutine, at Irma Christensen hver gang skulle samles op af spillerbussen på sin bopæl inde i Viborg.

»Det er bare skønt at være fan,« synes Irma Christensen, der ikke kun ser alle kampe for Stoholms førstehold i 2. division, men også tager så mange kampe som muligt med for andetholdet i Jyllandsserien. Foto: Lars Rasborg

Sørgede for forsyninger

Der var nu også andre gode grunde end Irma Christensens stålsatte loyalitet til, at spillerbussen aldrig glemte at køre den vej.

Æ Superfan havde nemlig både varm kaffe, varm kakao og varm leverpostej med til drengene, så de kunne få lidt i skrutten inden kampene, der i 1. division foregik rundt i hele landet.

- Så plejede vi at køre ind og holde en pause, cirka en times kørsel før vi nåede frem, og så fik vi noget frokost og gik en tur sammen for at strække benene. Og for at spillerne så ikke skulle sidde og falde i søvn inde i den varme bus bagefter, så havde jeg hver gang lavet en lille quiz til dem, griner Irma Christensen.

Quizzen havde altid 28 spørgsmål af årsager, dens moder ikke længere kan huske, og de handlede mestendels om sport, men også andre emner.

- Og spillerne måtte gerne hjælpe hinanden, men de måtte ikke google sig frem til svarene. Og det gik de op i med liv og sjæl, husker Irma Christensen.

Der er også indimellem blevet betalt tilbage for den megen omsorg, holdet har modtaget fra fan nummer ét.

Da Irma Christensen fyldte 70 år, mødte et par af holdets profiler, Per Ryberg og Kasper Køser, for eksempel op på bopælen med den største buket blomster, Irma Christensen nogensinde har set.

- Da tog de virkelig røven på mig, og jeg måtte knibe en tåre. Men det har altid været nogle skønne drenge, eller unge mænd som de jo er, og de har simpelthen altid været så taknemmelige for det alt sammen, siger Irma Christensen.

En mor for holdet

Med fast bopæl i Viborg kunne det synes nærliggende bare at tage turen til Vibocold Arena, hvor Viborgs håndbolddamer til stadighed spiller med blandt de allerbedste. Og det gør Irma Christensen da også indimellem.

- Jeg kan sagtens nå at se Viborgs damer også, men det her i Stoholm er bare helt specielt for mig. Der er sådan en dejlig stemning herude og en god klubånd, siger Irma Christensen, der også hjælper med billetsalget ved indgangen.

Her sidder hun ofte sammen med Gitte Graversen, der i dag er formand for Stoholm IF med alle dens afdelinger.

Men længere tilbage i tiden var Gitte Graversen også holdleder for Stoholms håndboldherrer i 1. division, så hun har et nært kendskab til Irma Christensen og den betydning, hun har haft for holdet gennem årene.

- Jeg ved fra spillerne, at de var sikre på, at kampen ville blive en katastrofe, hvis ikke Irma var der. Og inden kampen gik i gang, havde alle sikret sig, at de vidste, hvor hun sad henne, siger Gitte Graversen.

Det krævede nu ikke det store detektivarbejde, for kunne man ikke lige få øje på hende, kunne man i hvert fald altid høre hende huje og klappe.

- Jeg husker en kamp i Lyngby, hvor jeg sad helt oppe under taget. Og pludselig råbte en af spillerne midt under kampen: »Irma, vi kan godt høre dig.« Og det var jeg jo glad for, griner Irma Christensen selv.

Stoholms divisionshold i herrehåndbold har gennem et kvart århundrede kunnet regne med, at Irma Christensen var fast inventar på tilskuerpladserne, også til udekampene. Som det første ved slutfløjt vender de sig altid om og klapper op til Irma. De spørger også gerne forsigtigt til, om det var godt nok, for de ved, at Irma ikke pakker det ind, når hun skal give sin udlægning af kampens forløb. Foto: Lars Rasborg

Det er skønt at være fan

Spillerbussen til udekampene er for nuværende droppet, da Stoholm p.t. frister en tilværelse i 2. division, hvor holdet godt nok aktuelt indtager førstepladsen, men hvor sponsorpengene ikke er helt så store som tidligere.

Men i truppen er stadig folk, som Irma Christensen husker fra bussen, og både træner Allan Kjær, stregspiller Daniel Just og højreback Kris Olesen har efterladt varige indtryk hos holdmor fra heldagesturene til både Sjælland og Lolland/Falster.

- Kris skulle for eksempel både have flødeskum i kakaoen og alt muligt, griner Irma Christensen.

Sådan en specialbehandling nyder truppen ikke i disse år, hvor den fælles buskørsel er droppet.

Men på lægterne kan truppen stadig regne med at se Irma Christensen, der selv sørger for at nå frem til både hjemme- og udekampe.

- Det vil jeg ikke undvære. Og jeg ser også andetholdet i Jyllandsserien, så tit jeg kan. Det er bare skønt at være fan.