01. september 2022, 11.34
ØSTFJENDS De har lige så længe, nogen kan huske, kæmpet en indædt kamp for at få en cykelsti langs hovedvej 16, og nu ser det ud til at lykkes.
Borgerne i Mønsted og Daugbjerg har i dag grund til at ringe med cykelklokken, efter forligskredsen bag den store trafikaftale fra 2021 om tre milliarder kroner til fremme af cyklisme onsdag udmøntede 130 millioner nye kroner til fire påtrængende cykelprojekter langs statsvejene.
Og iblandt dem var en ny cykelsti mellem Mønsted og Daugbjerg, der i projektbeskrivelsen er anslået til en pris af 44,2 millioner kroner.
Den bliver en dobbeltrettet cykelsti på cirka tre kilometer i længden, tre meter i bredden og med en tre meter bred skillerabat på den nordlige side af Holstebrovej, som den rettelig hedder.
Den skal øge sikkerheden for skolebørn, der skal fra Daugbjerg til Mønsted Skole, for andre pendlere og for cykelturister.
Pengene er fordelt over tre år, og arbejdet med anlæggelsen vil altså pågå gennem 2023, 2024 og 2025, inden den kan tages i brug.
Der anlægges efter projektbeskrivelsen en byport med krydsningshelle i begge ender af cykelstien, altså i Daugbjergs østlige ende og Mønsteds vestlige ende.
I de to bysamfund er en stor sten faldet fra hjertet, efter borgerne i foråret var værter for et positivt møde med både transportminister Trine Bramsen (S) og transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) med fokus på det påtrængende behov for en cykelsti mellem byerne.
- Vi er selvfølgelig glade for, at mange års indsats bærer frugt. Så en stor tak til Trine Bramsen, Kristian Pihl og alle de mennesker i Daugbjerg og Mønsted, som over årene har skubbet på, siger Kurt Mosgaard fra Mønsted og Omegns Lokalråd.