Elsebeth Fruergaard med Soya og Lene Johansen med Karen Blixen er makkerparret bag det initiativ, der igen har skaffet Løgstrup et bibliotek, om end et meget lille et af slagsen. Foto: Henrik Bagge

Kommunens mindste bibliotek: I reolen står nu Soya - og Karen Blixen

Gode kræfter i Løgstrup har selv etableret et mini-bibliotek, når nu kommunen har glemt at gøre det

LØGSTRUP »På kommoden ligger Soya - og Karen Blixen,« lød en af de poetiske vendinger i Gasolin-sangen »Kloden drejer stille rundt« fra 1976.

Sådan er det også på biblioteket i Løgstrup, hvor hylderne rummer både Soyas »Min farmors hus« og Karen Blixens »Den afrikanske farm«, ligesom også en stor biografi om Danmarks nok mest berømte forfatter står i reolen.

I det hele taget er her lidt for enhver smag, selv om der utvivlsomt er tale om Viborg Kommunes mindste bibliotek og muligvis også landets.

Det har kun et halvt år på bagen og er indrettet i et cirka otte kvadratmeter stort rum, som stod tomt på Løgstrup og Omegns Lokalarkiv, der har et hjørne af Løgstrup Hallen på Vordevej.

Det lokale fik et par nysgerrige damer øje på, og inden nogen fik set sig om, havde Løgstrup pludselig fået et bibliotek. Igen.

- Det kom sig faktisk af, at vi gennem flere år var blevet irriterede over, at vi ikke længere havde et bibliotek herude, siger Elsebeth Fruergaard, der sammen med Lene Johansen var den, der barslede med ideen.

Det havde man for år tilbage på skolen, og siden fik man bogbus fra Viborg Kommune, men den kørte sin sidste tur i 2014, og planer om at indrette byens gamle stationsbygning til bibliotek blev skrinlagt, da den i stedet blev købt og sat i stand til udlejning.

- Og så har der ligesom ikke været snak om bibliotek lige siden, lyder det med et suk fra Elsebeth Fruergaard.

800 titler på hylderne

Siden gik tiden, men en dag i starten af 2022 blev det nok for Elsebeth Fruergaard, da snakken endnu en gang faldt på, at byens borgere bare kunne tage til Viborg og låne bøger.

- Ja, det er meget godt. Men der er ældre mennesker herude, der ikke har den mulighed. Busafgangene er begrænsede, og så bliver man læsset af på banegården og skal til at gå resten af vejen, siger hun.

I Løgstrup har man godt nok den mulighed, at man kan bestille bøger fra Viborg Bibliotekerne til afhentning i Brugsen.

- Men for mig er det ikke det samme. Jeg vil gerne, at man kan gå og rode lidt, ligesom når jeg er ude at se på tøj, siger Elsebeth Fruergaard og begynder at bladre i en bog fra hylden for at understrege sin pointe.

Hun allierede sig derfor med Lene Johansen, og da de skiltede med ideen i byen, begyndte de frivillige donationer snart at strømme ind i form af nye og gamle bøger i alle genrer.

I dag bugner det lille bibliotek med omkring 800 titler, men man tager stadigvæk bøger ind, så der kan skiftes lidt ud i repertoiret ligesom på et godt museum.

Udlån baseres på tillid

Løgstrup Bibliotek har åbent mandage klokken 14-17, hvor Elsebeth Fruergaard og Lene Johansen er de faste bibliotekarer, der sorterer bøger og sætter dem på hylder, mens lånerne kommer og går.

Proceduren med udlån adskiller sig dog lidt fra den, man kender fra sit kommunale bibliotek. På Løgstrup Bibliotek er det hele baseret på tillid, og man har ikke noget lånerkort.

Der er ingen online booking eller øvrig reservering, der er ingen registrering af, hvor bøgerne befinder sig, og der vanker heller ikke bøder, hvis det skulle trække lidt ud med at få bøgerne læst.

Der er så heller ikke alt, hvad et litterært hjerte kan begære, men de begrænsede hyldemeter taget i betragtning er udvalget alligevel overraskende stort med masser af Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel og Liza Marklund til krimi-folket, biografier og de helt store mursten i skikkelse af Ken Folletts bøger, og amerikansk litteratur af både John Steinbeck, John Irving og Paul Auster.

Til de små er der Gummi Tarzan, Alfons Åberg og H.C. Andersen, og biblioteket rummer også lidt bøger til håndarbejde og lignende sysler.

- Så det er meget blandet, siger Lene Johansen.

Det er ikke aktivisme

Initiativet fra Elsebeth Fruergaard og Lene Johansen kunne godt lyde som et opråb til døve øren i byrådet, men det er der slet ikke tale om, og den dynamiske duo lader sig ikke frivilligt betegne som aktivister.

- Nej nej, nej nej, nej nej. Det er ingen protest da. Slet ikke. Vi vil bare gerne fortælle, at det kan lade sig gøre at lave sådan noget for små midler. Ikke at vi ville takke nej, hvis de skulle komme med noget, vi måtte få. Så vil vi da tage imod det, men det tror jeg nu ikke, at de gør, siger Elsebeth Fruergaard.

- Nej, vi havde bare tiden til det, fordi vi er pensionister, og så syntes vi, at det skulle prøves af for at se, om der var et behov for det. Og det, ser det ud til, at der er, siger Lene Johansen.

Parret håber også, at Løgstrup Bibliotek kan blive et yndet mødested for især byens ældre borgere.