FJENDS Fjends Egnshistoriske Forening inviterer på kør-selv-tur den 29. august 2023, hvor man besøger butikken Makværket i Oddense.
Her forhandles unikke håndlavede læderprodukter af høj kvalitet, produceret og håndlavet på eget værksted.
Der produceres forklæder samt prototyper på tasker, der fremstilles i begrænset antal per farve, da det er læderrester og stofrester, der bruges i produktionen.
Makværket støtter Børnecancerfonden, og målet er at indsamle én million kroner til denne.
Selskabet besøger også træmuseet i Oddense, hvor der bydes på en rundvisning i alt, hvad museet kan vise frem fra et fagforeningskontor til en finérsamling, fine snedkerimaskiner og udstilling af producerede varer.
Museet ligger i en gammel fabriksbygning fra træindustriens storhedstid midt i et område, der de seneste 100 år var stærkt præget af en voksende træindustri, hvor nogle af Danmarks førende møbelvirksomheder har været hjemmehørende.
Man kører til Oddense i egne biler, men ved tilmelding senest den 20. august på 2042 4433 eller turiroslund@gmail.com kan man oplyse, om man søger kørelejlighed. Så vil det blive koordineret, oplyser Turi Roslund fra Fjends Egnshistoriske Forening.