»Kom glad, og gå endnu gladere hjem,« lyder budskabet fra Iglsø Ældreklub, inden efterårets sidste arrangement med Jeannet Ulrikkeholm. Pressefoto

Vær velkommen: Jul på Fjandbohus med sang og cello

Jeannet Ulrikkeholm er gæsten til årets sidste arrangement i Iglsø Ældreklub

IGLSØ Iglsø Ældreklub er tirsdag den 29. november nået til årets sidste arrangement på Fjandbohus inden juleferien, og det kommer i høj grad til at bære præg af den stundende højtid.

Arrangementet bliver en festlig stjernestund med Jeannet Ulrikkeholm, der ikke alene vil synge sange om tro, håb og kærlighed, men også akkompagnere på både cello, guitar og guitarlut.

Programmet består mestendels af vinter- og julesange - både de kendte og mindre kendte. De fleste vil være danske, men der vil også være en lille buket sange fra Italien, Frankrig, Tyskland og England.

Ind imellem jule- og vintersangene forsøder Jeannet Ulrikkeholm også hjerterne med smukke kærlighedssange fra alle tider, herunder nogle af franske Edith Piaf, der også er kendt som »Den lille spurv«.

Undervejs fortæller Jeannet Ulrikkeholm om sangene, og tilhørerne kommer med på udvalgte fællessange.