Mikkel Andersen (i midten) bliver fra den 1. oktober ny købmand i Spar i Skals. På billedet flankeres han af Kasper Gejl (tv) og Peter Christiansen fra Spar Skals, der gennem 2022 i fællesskab har drevet butikken ansat af Dagrofa, efter købmand Ib Lund stoppede til nytår. De to fortsætter i butikken sammen med Mikkel Andersen. Privatfoto

Comeback: Tidligere Stoholm-købmand bliver købmand igen

Mikkel Andersen, Nr. Søby, overtager per 1. oktober Spar-butikken i Skals

HANDEL Han var købmand i Stoholm fra november 2017 til maj 2021, og nu skal han være købmand igen.

Mikkel Andersen, Nr. Søby, vender tilbage til Spar-kæden, når han den 1. oktober overtager Spar-butikken på Hovedgaden 25 i Skals.

- Det har hele tiden været planen, at jeg fortsat skulle være købmand, og Skals har faktisk været inde i billedet i toethalvt år. Men sådan noget kan godt tage lang tid. Nu er det heldigvis faldet på plads, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, siger Mikkel Andersen, der i første omgang bliver boende i Nr. Søby.

Siden han overdrog pladsen i Stoholm til Daniel Hovgaard Nielsen den 1. maj 2021, har Mikkel Andersen været salgsansvarlig hos svigerfar John Smith på Staarup Haandbryg.

Mikkel Andersen har ikke sit købmands-gen fra fremmede. Hans far, Preben Andersen, har således gennem mange år været købmand og har i dag Spar-butikkerne i både Lem og Nr. Søby.