LAG Skive-Viborg støtter udviklingen i lokalsamfundene med penge til lokale ildsjæle og iværksættere. Arkivfoto

Nye LAG-midler på vej: 12,5 millioner kroner kan komme ud at arbejde i lokalområdet

En syvårig programperiode med uddeling af penge er ved at lakke mod enden, men en ny femårig er på vej

FJENDS Indtil videre er der uddelt 15.582.193 kroner i støtte til forenings- og virkomhedsprojekter i Skive og Viborg Kommuner over de seneste syv år, når LAG Skive-Viborg har udvalgt 95 ud af 184 projekter ti at få støtte.

Endnu mangler der at blive uddelt nogle midler i 2022, men så er det til gengæld slut. I hvert fald for denne gang, men der kommer en ny runde med midler fra landdistriktspuljen i EU.

25. august er der stiftende generalforsamling til den nye LAG Skive-Viborg 2023-2027.

På generalforsamling i den nuværende LAG, opfordrede formand Jens Poulsen til, at også den nye LAG bliver fælles for de to kommuner.

Det var der en del debat om ved etableringen af den nuværende LAG, men han ytrede et håb om, at der ville være opbakning til endnu en fælles LAG.

Den kommende LAG vil have mulighed for at anbefale støtte på cirka 2,5 millioner kroner til udvalgte projekter hvert år i fem år. Ifølge koordinator Lene Foged er der endnu lidt usikkerhed om beløbsstørrelsen, men det vil være i den omegn.

Dermed er der udsigt til, at 12,5 millioner kroner kan komme ud at arbejde i lokalområdet.