Det blev en livlig første kamp i Vinkel Bioenergi Ligaen, da Mønsted besejrede Højslev St. 4-2. Foto: Hans Peter Johansen

Vinkel Bioenergi Ligaen: Fjends-klubber bag turnering i turneringen

Der er ekstra meget på spil for fire lokale klubber i den samme serie 3-pulje

FODBOLD Fire serie 3-klubber i Fjends-området er gået sammen om at sætte lidt ekstra krydderi på den pulje, de alle deltager i, ved at lave en intern »turnering i turneringen«.

Her spilles der både om penge og andre attraktive præmier i samarbejde med sponsorer - foruden selvfølgelig de point, som fortsat er det vigtigste.

Klubberne, det drejer sig om, er Ørslevkloster IF, Mønsted IF, Sparkær IF og Højslev St. IF.

Mini-turneringen har fået navnet »Vinkel Bioenergi Liga«, da den lokale, grønne virksomhed er gået ind som hovedsponsor for ligaen, men også andre bidrager.

Den er i vinkel

Ifølge aftalen bliver der således 5000 kroner til førstepladsen, 2000 kroner til andenpladsen, 20 fribilletter til Ulbjerg Fodboldgolf til tredjepladsen, og 20 sixpacks fra Hancock til fjerdepladsen.

Ideen opstod i Ørslevkloster, og med hurtige tilsagn fra de tre øvrige klubber blev der holdt et enkelt møde, hvor detaljerne blev aftalt.

Pointstillingen afgøres som i DBU Jyllands turnering, og i hver indbyrdes kamp kåres kampens spiller på hvert hold.

Han får en spillertrøje påtrykt »Kampens spiller«, og det bliver trænerne, der vælger kampens spiller på modstanderens hold.

Herudover får de enkelte klubber mulighed for at lave konkurrencer for tilskuerne i form af for eksempel en tipskupon.

Følg med på fjendscup.dk

Det kendte, lokale fodboldsite www.fjendscup.dk vil løbende ajourføre resultater, stilling, topscorerliste og referater fra kampene.

Turneringen er allerede i gang, og den første kamp i Vinkel Bioenergi Ligaen blev spillet søndag den 27. marts, da Mønsted og Højslev St. tørnede sammen på Siwert Park i Mønsted i en kamp, der endte med hjemmesejr på 4-2.

Klubberne håber med tiltaget at skabe lidt ekstra hype omkring de lokale hold og forhåbentlig lokke mange tilskuere på lægterne til ikke mindst de interne kampe i Vinkel Bioenergi Liga.