15. september 2023, 14.43
ERHVERV Selv om de er selvstændige, er de mange købmænd under Spar-kæden også del af et community, hvor man støtter og sparrer med hinanden.
En del af fællesskabet går ud på at hylde hinanden for en særlig indsats, så det er derfor ikke så mærkeligt, at købmand Daniel Hovgaard Nielsen i Stoholm er både stolt og ydmyg over, at han nu er nomineret til Årets Ildsjæl i Spar-kæden.
Det er han blandt andet blevet med følgende ord:
»Daniel driver byens supermarked med succes, på trods af at en konkurrent på den anden side af vejen også leverer gode resultater. Herudover er butikken blevet gennemrenoveret med alt, hvad hjertet begærer, fra lækker frugt og grønt til vin og delikatesse. Daniel er en yderst bemærkelsesværdig og passioneret købmand.«
Bum. Så kan der næsten ikke ligge mere ros på skuldrene af den 30-årige Salling-dreng, der i dag bor i Klejtrup med familien.
Deler gerne ud af roserne
Daniel Hovgaard Nielsen holder sig dog i jordhøjde og sender i stedet rosen videre til personalet og kunderne.
- Det er jo personalet, der hjælper mig med at kunne gøre de ting, som jeg gerne vil. De knokler lige så meget som mig, hvis ikke mere, for at skabe en god stemning i butikken og en god kultur omkring vores kunder. Og det er jo kunderne, jeg lever af, og som sørger for, at jeg overhovedet er her. Det, jeg giver til dem, får jeg tifoldigt igen, så det er ikke for meget at give en stor del af æren videre til dem, siger Daniel Hovgaard Nielsen.
Han er en af tre nominerede som Årets Ildsjæl i Spar-kæden, og hvem, der løber med titlen, bliver afgjort den 7. november, når alle samles til årets store købmandstræf i kæden.
Her vil et awardshow om aftenen præsentere de nominerede og afsløre, hvem vinderen er i tre kategorier, der udover Årets Ildsjæl også tæller Årets Købmand og Årets Fighter.
Vinderne findes efter afstemning blandt kædens købmænd og det øvrige bagland i Dagrofa, som Spar henhører under.
Ud over at opgradere og modernisere på både frugt og grønt, vin og delikatesse, har Spar i Stoholm blandt andet også etableret solceller på taget af butikken.