HÅNDBOLD Der bliver kun én række til forskel på Stoholm IF’s to bedste håndboldmandskaber efter sommerferien. For nylig sikrede klubbens andethold sig nemlig oprykning fra Jyllandsserien til 3. division.
Efter nytår har holdet været fuldstændig suveræne i puljen, og efter syv runder med syv sejre kunne fjandboerne ikke længere indhentes på førstepladsen, selv om der stadig resterede tre runder af turneringen.
Det er Flemming Jensen, der står i spidsen for holdet, og han kan berette om en sæson, hvor tingene bare er faldet i hak.
- Det har helt klart været afgørende, at vi har haft et helt vildt godt samarbejde mellem første- og andetholdet. Spillerne har ikke haft problemer med at tage med os, når de ikke lige har spillet med førsteholdet. Der er spillere derfra, der har sagt ja tak til at tage med til Struer en tirsdag aften, hvis vi har haft afbud, fortæller Flemming Jensen og uddyber:
- Og så er spillet jo bare lykkedes i de rigtige kampe. Vores spillere er jo nogle gutter, der har spillet sammen i rigtig mange år. Det er jo helt tilbage fra ungdomsårene, at mange af dem kender hinanden. De har ikke trænet ret meget i år, det må jeg også være helt ærlig at sige, så det er jo positivt, at de kender hinanden så godt, siger han.
Og det er også en flok spillere, der har mod på en kommende sæson som divisions-mandskab.
- Ja, det er det, men de er også ærlige omkring, at træningsindsatsen nok ikke bliver større end i år. Der er mange, der også har familie, så der er ikke så meget tid til det. Derfor ville det også være fint, hvis vi kunne finde nogle stykker, der kunne hjælpe med at supplere lidt op. Det ville ikke gøre noget, hvis vi kunne finde nogle unge gutter, der kunne se sig selv spille noget 3. divisions-håndbold i Stoholm. Men det må vi se, om det kan lykkes, siger Flemming Jensen.
Gennemsnitsalderen på det hold, der endegyldigt sikrede Stoholm IF oprykningen i weekenden, lød på over 32 år. Så det er en flok rutinerede herrer, som har sendt andetholdet en række længere op i systemet.
- Det må man sige, at de efterhånden er ved at være. Så igen ville det ikke gøre noget, hvis vi kunne få nogle helt unge i seniorbolden ind, så vi kunne mikse det lidt op. Det ville være dejligt, hvis man også kunne begynde at bygge noget nyt op, for der er selvfølgelig også en udløbsdato, på de folk vi har, erkender Flemming Jensen.