Fra venstre er det Grethe Ulstrup, Jens Anker Ulstrup, Stig Pedersen, Kirsten Marie Ulstrup, Michael Frederiksen og Bjørn Ulstrup, der til sammen udgør den aktuelle besætning hos Maler Ulstrup. Stig er uddannet maler og har været i firmaet i omkring 15 år, mens Michael er murer, men bruges til meget mere end det i firmaet, der i stigende grad har bevæget sig over mod boligrenovering og -indretning. Foto: Henrik Bagge

Jubilæum: 50 år med Maler Ulstrup

Et sejlivet foretagende i Stoholm fejrer den 1. juli det første halve århundrede med åbent hus og pølsefest

JUBILÆUM Det var nærmest noget, der mindede om en pludselig indskydelse, da et ungt ægtepar i 1972 uden faldskærm sprang ud i tilværelsen som selvstændigt erhvervsdrivende.

Men i dag, 50 år senere, er Maler Ulstrup ikke blot et etableret navn i hjembyen Stoholm og et anseeligt opland omkring den. Virksomheden er også fremtidssikret med arvefølgen i den fineste orden.

Således er det nu søn og svigerdatter, Bjørn og Kirsten Marie Ulstrup, der kører med klatten, mens »de gamle«, Grethe og Jens Anker Ulstrup, der startede det hele, stadig har deres daglige gang i firmaet med hvert deres ansvarsområde.

De ejer også stadig til sammen en tredjedel af firmaet, men selv om de forlængst kunne have trukket sig tilbage for at nyde pensionisttilværelsen, har de begge hårdnakket kæmpet imod, at de med et penselstrøg pludselig skulle være blevet for gamle til at være på arbejdsmarkedet.

Fruen er således 70 år og styrer stadig alt, der har med administration at gøre, mens herren har rundet de 76 og stadig er den, der har ansvaret for alt det, der hedder sprøjtemaling i værkstedet i Nørregade.

Jens Anker Ulstrup har faktisk prøvet at gå på pension, da muligheden meldte sig for over 10 år siden. Det varede dog kun 14 dage, inden han kom listende tilbage på arbejdspladsen.

- Den første uge så jeg ham ikke dernede, men allerede den anden uge dukkede han op klokken syv, griner Bjørn Ulstrup.

- Jeg sagde: »Hva´ øh, er du ikke holdt med at arbejde?« Men det blev hurtigt fast, at han lige kom ned for at se, hvordan det gik det hele. Han sagde: »Nu har jeg været ude at sejle tre gange i min sejlbåd, det gider jeg simpelthen ikke mere!« Han manglede simpelthen noget at give sig til.

Nogle ville måske finde det belastende at have »den gamle« til at rende og kigge sig over skulderen, men sådan havde den dengang 27-årige Bjørn det ikke.

- Jeg syntes faktisk, at det var dejligt. Vi kan meget bedre få tingene til at hænge sammen, når vi alle sammen er der, siger Bjørn og nævner i den sammenhæng, at han og Kirsten Marie ogsså har et par mindre børn derhjemme, som de alle fire sørger for at få hentet, hvis nogen er meget optaget af arbejdet.

Selvstændig ved et tilfælde

Da det unge ægtepar, han oprindeligt fra Nr. Søby og hun fra Ryde, i 1972 ved lidt af et tilfælde blev selvstændige i Stoholm, bundede det i en snak over hækken med pedellen på skolen.

Den skulle have malet en masse både ude og inde i løbet af sommerferien, men selv om Jens Anker Ulstrup dengang var malersvend i et andet firma, sagde parret ja tak til opgaven efter en henvendelse fra kommunen.

Det var i bygningen her bag fra venstre Bjørn, Kirsten Marie, Grethe og Jens Anker Ulstrup, at det hele startede i Ågade i Stoholm i 1972. Det lille værksted, der siden blev dobbelt så stort, var i starten på blot 30 kvadratmeter. Undervejs fik firmaet også supplerende lokaler i Søndergade, inden Grethe og Jens Anker Ulstrup købte den grund i Nørregade, som siden starten af 90´erne har været hjem for Maler Ulstrup. Foto: Henrik Bagge

Og kort efter kunne man i Fjends Folkeblad se en annonce med teksten: »Fra 1. juli starter jeg malerforretning i Stoholm og anbefaler mig med alt arbejde, nyt som gammelt, til rimelige priser.« Underskrevet J.A. Ulstrup.

Og så var man ligesom i gang, udelukkende baseret på lovning om arbejde hen over en sommerferie.

- Vi vidste ingenting, griner Jens Anker Ulstrup i hjemmet på Ågade i Stoholm, hvor det hele startede.

- Vi var jo unge, så det havde vi ingen forstand på. Vi startede jo bare og tænkte: »Jamen selvfølgelig er der da arbejde.« Havde vi været 10 år ældre, havde vi nok ikke gjort det, filosoferer Grethe Ulstrup.

Hverdagen indfandt sig

Snart blev de da også mødt af en brutal virkelighed.

Allerede, da der var gået et år, indtraf den første oliekrise, konkurserne spredte sig allevegne omkring det nystartede firma, og gode råd var dyre.

- Men Jens Anker kunne jo spille, siger Grethe Ulstrup overraskende og ser, at det kræver en uddybning.

- Han tog jo ud og spillede til bal og sølvbryllup og guldbryllup. Så tjente han lidt der, og så gik det jo alligevel, siger Grethe, mens Jens Anker stadig ser hemmelighedsfuld ud.

Det viser sig, at han gennem mange herrens år var ude at træde op med en kvartet, hvor han spillede både bas og trompet og sågar også trommer engang imellem.

- Vi hed Popmixers, siger Jens Anker og remser nogle af de faste spillesteder op.

Overlade Badehotel oppe ad Løgstørvej. Laredo i Sundstrup.

- Vi havde faktisk igennem hele min karriere som musiker faste engagementer mange steder året rundt, år efter år. Vi kørte Jylland og Fyn, siger Jens Anker Ulstrup og nikker.

Også Limfjordsrevyen i Højslev var gennem mange år en fast aftale, og Jens Anker husker, at kvartetten var helt oppe på at få 16.000 kroner på de sidste kontrakter.

Turnerede i 20 år

Tilværelsen som musikant på landevejen varede faktisk ved i omkring 20 år, indtil Maler Ulstrup byggede det nuværende domicil i Nørregade i en aftale med Fjends Folkeblad, der gjorde ugeavisen til nabo på den »trelængede gård«.

Det var så også først da, at Maler Ulstrup fik butik, i starten kun med salg af tæpper og gulvbelægning af hensyn til nogle gode venner, der havde farvehandel i Vestergade.

- Så ville vi jo ikke gå dem i bedene, griner Grethe Ulstrup.

I dag er der også en webshop koblet på forretningen, men det er stadig maler- og renoveringsdelen, der fylder mest i firmaet, der nu også retteligt hedder »Ulstrups Boligrenovering & Maler«.

Skarp skribent

Grethe Ulstrup er stadig aktiv med penslen.

Som gammel skiltemaler med en sikker hånd opdaterer hun nemlig præstetavler for en række kirker, når et sogn mister en præst og en ny kommer til.

Dertil er hun også en ivrig og skarp forfatter af mangt et læserbrev, mens hun på bestyrelsesplan stadig er aktiv i både Østfjends Venstre og Stoholm Fjernvarme.

Jens Anker Ulstrup har en sejlbåd i Virksund, som han har svært ved at lokke gæster med i.

- Der bliver aftalt så meget, men det bliver aldrig til noget, så nu tror jeg bare, jeg får den skudt af. Jeg gider ikke at sejle alene, sukker han.

Musikken har han lagt på hylden, men den er til gengæld sendt videre til børnene.

Både den ældste søn, Jesper, og yngstemanden Bjørn har lært at spille trommer, selv om Bjørn nu om dage har alt for travlt til at være på stikkerne.

Men datteren, Mimi, er konservatorieuddannet med fast arbejde som kirkeorganist, mens hun også optræder på blandt andet saxofon i jazz-sammenhænge og flere gange har fået sit navn på en cd-udgivelse.

Der er i forbindelse med Maler Ulstrups jubilæum reception på adressen i Nørregade med pølser og fadøl fredag den 1. juli.