NATUR Han kender efterhånden sine flagermus på...hovedet, når de vinteren igennem hænger der og sover, mens han cirka hver anden dag går en inspektionsrunde i gangene under jorden.

Derfor måtte Carsten Christensen, der er forpagter af Daugbjerg Kalkgruber, også knibe sig selv i vingen, da han for et par dage siden pludselig stødte på en fætter, han i hvert fald ikke havde set før.

Det vidste han, fordi denne flagermus nærmest var dobbelt så stor som de damflagermus, han primært er vant til at hænge ud med i de kolde minegange.

- Jeg er vant til de arter, som jeg ved, jeg har dernede, hvoraf damflagermusen er den største. Og den her kunne godt minde om den, men var bare ligesom for stor. Især ørerne var for store, og først tænkte jeg, at det så nok bare var en af dem, der blev drillet af de andre. Men den skilte sig alligevel for meget ud, siger Carsten Christensen.

Derfor gjorde han som i »Hvem vil være millionær« og ringede til en ven for at blive klogere på den mystiske gæst.

Akutopkald til Skåne

Hans J. Baagøe er biolog og lektor emeritus ved Statens Naturhistoriske Museum og sammen med Thomas Secher Jensen forfatter til Dansk Pattedyratlas.

Han har en særlig forkærlighed for flagermus, og selv om han befandt sig i Skåne, da Carsten Christensen henvendte sig, var han hurtig til at pakke bilen og styre den vestpå mod Daugbjerg.

Det billede, Carsten Christensen havde sendt ham af den sovende gigant, pegede nemlig i retning af, at vi havde at gøre med en vaskeægte sensation i dansk faunahistorie.

Arten stor museøre (myotis myotis), som Hans J. Baagøe straks tænkte på, da han så billedet, har nemlig normalt sin udbredelse længere sydpå i Europa, og ikke i Skandinavien.

Da man i 2004 registrerede det hidtil eneste kendte eksemplar på dansk jord i Maribo Domkirke, var der således tale om en mumificeret udgave med ringmærke fra Tyskland, selv om en levende strejfer dog også var dukket op i Skåne i 1985.

Licens til flagermus

Men flagermuseksperten havde set rigtigt, kunne han konstatere, da han hen under aften nåede frem til Daugbjerg Kalkgruber og Carsten Christensen.

Et flot eksemplar af arten stor museøre hang nemlig stadig på minevæggen med hovedet nedad og fik sig en fortjent morfar.

Og da Hans J. Baagøe som én af kun to eksperter i Danmark har tilladelse til at »håndtere« flagermus til artsbestemmelse, kunne han forsigtigt med en handske tage den ned ad væggen for at måle den og samtidig konstatere, at der var tale om en han.

Eksperten har gennem snart 50 år kortlagt flagermus i Danmark og er, i stærk kontrast til stor museøre, en hyppig gæst i både Mønsted og Daugbjerg, når han tæller bestandene i gruberne, så han kender Carsten Christensen godt.

- Og jeg kørte bare fra Skåne med det samme, for det er første gang, vi finder stor museøre så nordligt og for den sags skyld i Jylland. Og så er det jo også kun det andet »håndholdte« eksemplar, om jeg så må sige, vi har fundet, og det første i Maribo var så et dødt eksemplar. Så det måtte jeg simpelthen bare afsted efter, da jeg havde talt med Carsten, siger Hans J. Baagøe.

Udstyret med en god gps

Eksperten tør ikke sige, hvorfor et enkelt eksemplar har fundet så langt op i Europa helt solo, men selv om flagermus oftest lever sammen i kolonier, jager de ikke i flok.

Og da især hannerne godt kan flyve vidt omkring, mener eksperten ikke, at dette eksemplar decideret er kommet på afveje.

I virkeligheden er det måske mere mærkeligt, at vi ikke ser den oftere her i landet, og der har da også været en kendt koloni så tæt på som i Flensborg.

- Men de har en rigtig god stedsans, og når de først har været et sted, kan de sagtens finde tilbage til det. Så hvis denne her nu synes, det har været et godt overvintringssted oppe i Daugbjerg, så kan han sikkert godt finde på at vende tilbage. Men en decideret koloni, det tror jeg, han kommer til at vente lidt på, griner Hans J. Baagøe.

Vi kender det fra lidenskabelige ornitologer, hvordan de smider alt, de har i hænderne, når de øjner chancen for at se en sjælden fugl på udebane.

Og med et helt liv dedikeret til flagermusens univers forholdt det sig ikke anderledes for Hans J. Baagøe, da han pludselig stod med Hr. Museøre i hånden.

- Jeg er jo fuldstændig flagermusglad, og vi bliver altså begejstrede, når vi finder noget så sjældent. Så det var rigtig dejligt pludselig at have den i hånden, når jeg nu har stået med alle de andre arter i hånden også. Så jeg var helt vild, det er da klart. Det var en af de gode dage.

Også Carsten Christensen i Daugbjerg Kalkgruber har ladet sig rive med og betegner selv sit fund som pattedyrenes svar på Guldhornene.