Arkivfoto

Fodbold: Stoholm måtte strække våben i Skals

Fodbold, serie 3 for herrer, Skals FF - Stoholm IF 3-2 (2-1)

FODBOLD Det lykkedes ikke for Stoholm IF-Fodbold at tage point med hjem i sportstaskerne, da fjandboerne torsdag aften var på besøg i Skals. En meget tæt kamp sluttede med 3-2 til værterne, og det koster i tabellen i en kreds, der tegner til at blive uhyre tæt hele efteråret.

- Der er ingen lette kampe i serie 3, og vi mødte et godt Skals-mandskab. Mine spillere skal have ros for at vise rigtig fin moral, og da vi kom på 2-2, havde vi en fornemmelse af, at vi måske kunne komme derfra med en sejr. Desværre laver vi et straffespark, der giver dem det mål, der senere skulle vise sig at blive sejrsmålet. Vi havde gerne set en 3-3 udligning blive godkendt, men dommer Jens Rohde så et frispark til Skals’ målmand - vi så det som om, at han slet og ret tabte bolden. Jeg havde igen flere afbud, og det gør, at vi hele tiden må rokere på pladserne, og det er ikke optimalt. Jeg synes, vi havde fortjent det ene point, men Skals skal også have ros for at være meget skarpe på deres dødbolde, kom det efterfølgende fra en ærgerlig SIF-cheftræner Kian Lykke.

Det var hjemmeholdet, der godt midtvejs i 1. halvleg satte trumf på med to scoringer med kort tids mellemrum. Dermed var stoholmerne altså nede med 2-0, og det så endog meget svært ud. Men kort før pausefløjtet sørgede Anders Børsting for det forarbejde, som Noah Lykke flot udnyttede til en 2-1 reducering.

Efter pausen øjnede SIF’erne for alvor pointmulighed, da det igen var Anders Børsting, der lavede oplægget - denne gang var det Jesper Lindegaard, der fandt vej til netmaskerne. Det mål faldt i det 67. minut, men desværre kom gæsterne i undertal kort tid efter, da Rasmus Christensen fik det gule kort. Det var i den periode, at Skals fik det straffespark - nemlig i det 73. minut - som afgjorde matchen, og så hjalp det altså ikke, at stoholmerne følte sig snydt for en udligning i slutfasen, for her dømte dommer Jens Rohde som tidligere beskrevet frispark til Skals-målmanden.

Efter sidste rundes hop i tabellen efter hjemmesejren over Hersom/Bjerregrav - ja, så risikerer SIF nu det modsatte, for det er tæt, og sejrene er meget vigtige - til gengæld koster et nederlag i denne serie 3 kreds. Der er et hårdt kampprogram i øjeblikket - det fortsætter i næste uge med følgende:

Onsdag d. 6. september på hjemmebane mod Bruunshåb/Tapdrup - kampstart klokken 18.15.

Fredag d. 8. september på udebane mod Viborg Søndermarken - også med kampstart klokken 18.15.