Der var masser af opbakning til teaterrejsen i Ørslevkloster. Privatfoto

Ørslevklosters sidste nonne: 300 deltog i alternativt teater

Der var stor tilslutning, da Ørslevkloster sidste søndag dannede rammen om en teaterrejse

TEATER Søndag den 12. juni kunne et talstærkt publikum opleve teaterrejsen »Ørslevklosters sidste nonne« på byggepladsen i klostergården, på engene bag klostret og under Ørslevklosterskovens grønne tag.

Op mod 300 mennesker var mødt op for at opleve fortællingen om Ørslevklosters sidste nonne, Mette Mogensdatter, der ankom til klostret kort før reformationen og derefter levede på klostret i mere end 50 år.

- Forestillingen foregik som en lang rejse, hvor publikum på de forskellige stationer undervejs oplevede scener fra Mette Mogensdatters liv, nonnernes sang, grevens fejde, reformationens troskampe og lensfruen Anne Lykkes ophold på klostret, fortæller Kirsten Borger, der var initiativtager til teaterrejsen.

Forestillingen blev afsluttet med et lille marked på dansepladsen, hvortil publikum blev ført af selveste Frederik 2., og hvor man kunne se stjernebilleder i Thyco Brahes astrologiske kaleidoskop.

- Trolderuterne.dk, som er arrangør, takker publikum for den store tilslutning til projektet, og vi håber at kunne lave andre teaterrejser en anden gang, lyder det fra Kirsten Borger.