Flere end 400 elever og lærere havde kage til op over begge ører, da Løgstrup Skoles præmie fra Søndersøløbet i sidste uge blev indløst. Privatfoto

Kage til hele skolen: Løgstrup havde det bedste heppekor

Søndersøløbet kastede med forsinkelse en sød præmie af sig

LØGSTRUP Da Søndersøløbet tilbage i maj blev afviklet, blev der ikke kun konkurreret i løbesko.

Også på sidelinjen var der hæder at vinde med en heppekonkurrence for de elever, der ikke deltog i selve løbet.

Den sejr løb Løgstrup Skole af med, og torsdag den 23. juni modtog man så den søde præmie for indsatsen - nemlig kage til hele skolen.

Flere end 400 elever og lærere tog derfor med stor glæde imod Viborg Idrætsråd samt Lise fra Lindholm Biler og Billie fra Bilka Viborg.

5. klasserne, der tilbage i maj styrede hele heppekoret, mens de øvrige elever deltog i skoleløb og stafet, fik æren af at dele kage ud, og pædagogisk leder Birgitte Pilgaard fik overrakt et diplom til evigt minde om sejren.

Det var 5. klasserne, der styrede heppekoret, da Løgstrup Skole tilbage i maj deltog i Søndersøløbet og vandt præmien for bedste sidelinje-performance. Privatfoto