Arkivfoto

Fodbold: Nyt nederlag til Stoholm i serie 4

Fodbold, serie 4 for herrer, Viborg B67 - Stoholm IF 3-1 (2-1)

FODBOLD Stoholm IF-Fodbold led det andet nederlag i træk i fodboldens serie 4, da mandskabet lørdag besøgte Sportspub Målet Arena i Viborg – her tog Viborg B67 i mod.

Kampen var længe lige, men i den absolutte slutfase satte værterne trumf på, og dermed måtte træner Lasse ”Fynbo” Pedersen og spillerne tage hjem med et nederlag.

Og ærgerlig var Pedersen efterfølgende.

- I øjeblikket laver vi slet og ret for store personlige fejl, og det koster altså – også i serie 4. Det var svære forhold at spille under med en strid blæst lørdag eftermiddag, men det var selvsagt ens for begge mandskaber, så det hjælper ikke at klage sig over det, kom det altså fra Lasse Pedersen.

Hjemmeholdet kom i front allerede i det 6. minut, men ganske kort efter udlignede altid målfarlige Nicolaj Christensen på Martin Skjolds forarbejde. Trods to gule kort til Viborg B67 fra dommer Tommy Poulsen i de første 45 minutter lykkedes det ikke desto mindre viborgenserne at bringe sig foran i en situation, hvor SIF-defensiven ikke så god ud. Mere skete der ikke på målkontoen, så stillingen var 2-1 til værterne, da der blev fløjtet til pause.

Planen for 2. halvleg var at få noget mere spil i gang i den stride blæst, men Lasse Pedersen måtte efterfølgende konstatere, at det ikke lykkedes.

- Vi må erkende, at vi i øjeblikket ikke er gode nok med bolden. Vi mister alt for mange bolde som så kommer hurtigt tilbage i hovedet på os. Vi stod egentlig OK defensivt, men da vi satsede mod slutningen af opgøret, lavede vi igen en fejl, og så lukkede og slukkede de med et mål i det 87. minut. Vores fejl er for store, og nu venter der os en meget vigtig kamp mod Mønsted, og her er det simpelthen nødvendigt, at vi minimerer vores udfald, konstaterede Lasse ”Fynbo” Pedersen.

Der er lokalopgør på Karlsen Arena i Stoholm allerede i aften – tirsdag den 12. april - med kampstart klokken 18.30.