Købmand Morten Pedersen beretter om stort fremmøde og et godt og positivt møde, da han havde kaldet Vridsteds borgere sammen i forsamlingshuset for at berette om den krise, forretningen p.t. befinder sig i i lighed med alle andre købmænd på grund af de løbske energipriser. Foto: Allan Kristensen

En øjenåbner fra købmanden: Borgermøde blev et tilløbsstykke

Et borgermøde i Vridsted blotlagde i sidste uge en dyster fremtid for byens købmand, hvis ikke der straks handles

DETAIL Strømregningen er på himmelflugt, og det presser blandt andre købmændene voldsomt, har vi hørt om den sidste tid.

Også i Vridsted hos købmand Morten Pedersen har en ny, brutal hverdag indfundet sig. Derfor havde han tirsdag aften indkaldt til borgermøde om butikkens fremtid, og det råb blev ikke ignoreret.

- Det gik rigtig godt med et fyldt forsamlingshus, så det kunne ikke være bedre. Vi fik en god snak om, hvad fremtiden kan bringe, og hvad der er nødvendigt at få gjort nu og her, siger Morten Pedersen dagen derpå.

Tredoblet el-regning

Nu og her er realiteten, at en el-regning, der sidste måned var tredoblet til nu 76.000 kroner, truer med at slå benene væk under butikken, hvis det fortsætter, fremgik det af købmandens gennemgang.

Og det er altså efter, at købmanden allerede i forvejen havde skåret ind til benet, hvad angår optimering af butikkens el-forbrug.

Han har nemlig været opmærksom på, hvor det bar hen siden foråret, hvor el-regningen allerede nærmede sig det dobbelte af normalen.

Blandt andet er tre gamle kølere blevet kylet ud, og der er et stykke tid blevet sparet alt det på lyset, det overhovedet kunne lade sig gøre.

- Vi har været på forkant af det, så hvis vi ikke havde gjort det, havde den sidste regning måske været over 100.000 kroner, siger Morten Pedersen og fortæller, at den historie kom bag på mange.

- De troede vist, at en regning på 76.000 var for et kvartal, men det var altså for en måned, siger Morten Pedersen.

Læg handlen lokalt

Derfor var alvorsminen også på under borgermødet, hvor opfordringen lød til at lægge lidt mere af sin handel lokalt, selv om folk i Vridsted og omegn faktisk i forvejen er rigtig flinke til at bruge den lokale købmand.

- Det er vigtigt at sige, at det har været et godt og fornuftigt år, hvis ikke det var for de vanvittige el-regninger. Vi har holdt de væksttal, vi oplevede under coronaen, og jeg havde også sat gang i en renovering, som nu er sat i bero, siger Morten Pedersen, der er bevidst om ikke at slå folk oven i hovedet med de triste fremtidsudsigter.

- Vridsted er nærmest et epicenter for gasfyring, så folk sidder jo i forvejen også derhjemme og kigger på nogle helt vilde varmeregninger, siger han.

Ikke desto mindre var borgermødet et meget løsningsorienteret et af slagsen.

For eksempel kunne købmanden fortælle, at der allerede er taget initiativ til at skaffe butikken sit eget solcelleanlæg, som kan tage toppen af de astronomiske el-regninger.

Det kan være på plads i løbet af måske fem uger og levere, hvad der svarer til tre-fire måneders forbrug.

Der kan også muligvis være hjælp at hente hos KFI Erhvervsdrivende, som er en erhvervsdrivende fond, der blandt andet hjælper købmændene med finansiering.

Den har godt nok en nedre grænse på 18,5 millioner kroner i omsætning, og den er købmanden i Vridsted små fire millioner fra.

KFI har imidlertid åbnet op for, at også de mindre købmænd kan få tilskud til de løbske el-regninger, og Morten Pedersen har p.t. en ansøgning liggende der.

Opret en købmandskonto

Men ellers drejer det sig aktuelt om at få likviditet i butikken, så derfor var Morten Pedersen glad for, at særligt ét bestemt initiativ blev modtaget godt på borgermødet.

- Vi tilbød, at man kan oprette en konto hos købmanden, som man kan sætte penge ind på. Vi har faktisk allerede arbejdet med det et stykke tid, og folk sætter typisk 2000-4000 kroner ind. Så kan de se på bonen, hvad der er tilbage og sætte noget mere ind, når kontoen er tom, og det betyder, at jeg ikke er så presset på varelageret, siger Morten Pedersen.

Også donationer og sponsorater er nu en mulighed, og der er allerede erhvervsdrivende på banen, der som en sjov lille gimmick får et skilt på for eksempel en køler, der viser, at netop de er sponsor for den pågældende.

- Så der er mange initiativer i gang, og generelt, tror jeg bare, at mødet var en stor øjenåbner for folk, hvor mange spurgte ind til, hvor stor en forskel, det kan gøre, hvis alle lægger bare lidt mere af deres handel her. For som det er nu, kan vi nok holde den kørende indtil starten af næste år, og så er det det, hvis ikke der sker noget, siger Morten Pedersen.