Kasper Brix Høgh (tv) har forstand på skildpadder og var kommet til reptilmesse hos Tommy Nielsen (th) i Mønsted med en masse forskellige, blandt andre en af de mest sjældne i verden, en stråleskildpadde fra Madagascar. I et andet terrarium tumlede nogle baby-skildpadder, som Emmelie Bøge Hansen (forrest) og Celina Hjortshøj, begge ni år, fik lov at tage op og holde. Foto: Henrik Bagge

Kryb og kravl i Mønsted: Stort rykind til årlig reptilmesse

Monika og Tommy Nielsen havde igen succes med den reptilmesse, som firmaet Monis årligt afholder

MØNSTED Monis, der via en webshop forhandler foder og udstyr til alt, der kan krybe og gå indenfor reptiler, gnavere, fugle og fisk, havde lørdag inviteret til åbent hus på Solbakken i Mønsted, hvor firmaet det seneste års tid har holdt til i de lokaler, hvor Meny Kaffe før lå.

Her har man fået ekstra plads at gøre med, og da indehaverne, Monika og Tommy Nielsen, samtidig havde rigget et fint partytelt til i indkørslen, var der god plads at boltre sig på for gæsterne, der både talte udstillere af krybdyr, foredragsholdere og allround entusiaster fra det danske krybdyrs-community.

- Udstillerne er i vidt omfang gode, faste kunder, som er kommet for at vise deres dyr frem, så vi kan skabe lidt hype omkring det her i lokalområdet, sagde Tommy Nielsen ved 16-tiden.

Udstillerne var kommet fra både Nordjylland, Sjælland og sågar Sverige for at deltage i arrangementet, der bød på både øl og vand, flæskestegsburgere, slushice og popcorn, og det havde lokket i hvert fald et par hundrede gæster til.

- De kommer alle steder fra, fordi vi har skabt et rum, hvor det er sådan lidt hyggeligt at være, samtidig med at det er er godt sted at netværke. Det er i hvert fald, hvad vi hører, lød forklaringen fra Tommy Nielsen, mens han forsigtigt krammede nogle figenkaktusblade på størrelse med hovedet af en tennisketsjer, som blandt andre skildpadder får et festmåltid ud af.

Blandt udstillerne var Kasper Brix Høgh, der havde taget et stort udvalg af skildpadder med til Mønsted.

Han har tillid til Tommy Nielsen, efter denne engang telefonisk instruerede ham i, hvordan han forsigtigt kunne give en dødssyg skildpadde kunstigt åndedræt med en vandslange.

Tricket virkede, den lille ninja turtle overlevede, og Tommy havde fået en ven for livet.

Interessen for de mange, spændende arter var lørdag stor, ikke mindst blandt de yngste, som fik det maksimale ud af en lørdag i selskab med slanger, edderkopper, skildpadder, kakerlakker, knælere, skægagamer og flæskestegsburgere.

Tommy Nielsen fra Monis har involveret sig i en stirrekonkurrence med en såkaldt spøgelsesknæler, der er levende, men helst ikke rører sig ud ad stedet. Det lille rovinsekt bruger mest tilværelsen på at sidde og ligne et blad, mens den venter på, at et bytte skal komme forbi, dog ikke i størrelse Tommy, men nærmere en flue eller lignende. Foto: Henrik Bagge
Interessen for at røre ved Jan Dahl Sørensens kongepyton var stor, ikke mindst blandt de yngste, der var mødt talstærkt op til reptilmesse hos Monis i Mønsted. Foto: Henrik Bagge