Rasmus Johansen fra Fly (tv) og købmand Morten Pedersen fra Vridsted følger sidste års single »Min Tjømann« op med mere skæv købmandscountry på den nye single »Business Class«, der er udkommet onsdag den 28. september. Pressefoto

Single nummer to på gaden: Købmand og spillemand i nyt samarbejde

Bette Poul og æ tjømann fra Vridsted mødes igen på ny single fra Morten Pedersen og Rasmus Johansen fra Fly

VESTFJENDS Han er en travl herre for tiden, købmanden i Vridsted.

For mens Morten Pedersen kæmper med at følge med el-regningen i det daglige, er han i sin fritid særdeles driftig på den lokale musikscene.

Så sent som fredag i sidste uge kunne han holde release-party på singlen »Den røde armé« sammen med bandet Træmænd, hvor han er sanger og guitarist, og nu er den sørme gal igen.

Onsdag udgives nemlig singlen »Business Class«, som er en gedigen omgang uptempo købmandscountry i et samarbejde mellem Morten Pedersen og musiker og fast kunde i hans købmandsforretning Rasmus Johansen fra Fly.

De to musikalske legekammerater arbejdede første gang sammen i 2021 omkring udgivelsen af singlen »Min Tjømann«, hvor Rasmus Johansen fra Fly (ja, det er hans kunstnernavn) indtog rollen som Bette Poul, der holder så forfærdeligt meget af sin købmand i skikkelse af Morten Pedersen.

Den single blev et mindre undergrundshit, og nu er det skrumlede par altså på spil igen.

Tænk globalt, køb lokalt

Og endnu en gang er det i rollerne som Bette Poul og hans købmand, der nu slår et slag for at tænke globalt, men handle lokalt, denne gang også med opbakning fra ligesindede.

Duoen har nemlig lokket et stort, brølende kor bestående af omkring 25 andre Dagrofa-købmænd fra det midt- og vestjyske med på det sidste omkvæd, og det betyder, at blandt andre Tove fra Min købmand i Lem, Jeppe fra Min Købmand i Nykøbing Mors og Tina og Steen fra Min Købmand på Rosenbakken i Skive så vidt vides debuterer på en pladeindspilning.

Både tekst og musik står Rasmus Johansen fra Fly bag, og ved velvillige sponsorers og gode venners mellemkomst er også en sjov og sprælsk video til »Business Class« blevet produceret i velkendte omgivelser på Vridsted-egnen.

I videoen, som man kan finde på YouTube, medvirker også de mange Dagrofa-købmænd, og sangen kan desuden findes på diverse streamingtjenester, blandt andet Spotify.

Rasmus Johansen fra Fly (tv) og købmand Morten Pedersen fra Vridsted følger sidste års single »Min Tjømann« op med mere skæv købmandscountry på den nye single »Business Class«, der er udkommet onsdag den 28. september. Pressefoto